Herlufsholm ville demonstrere handlekraft ...
TROVÆRDIGHED. Da skandalen ramte Herlufsholm, var kommunikationen ikke effektiv. Uanset hvad man meldte ud, blev det hele tiden værre, og det blev aldrig rigtig løst. I denne artikel byder jeg ind med en kort retorisk analyse af det som jeg mener var det største problem: etos. Det vigtigste at forstå når man tager ordet i svære tider.
Blogindlæg af Kaare Thomsen
Sagen kort: Efter en udsendelse på landsdækkende tv, der afdækker mobning og seksuelle overgreb mellem skolens elever, er kostskolen Herlufsholm i mediernes søgelys gennem længere tid. Sagen er celeber fordi kronprinseparret er forældre til én nuværende og to kommende elever. Rektor og bestyrelsens formand kritiseres i offentligheden. Efter kort tid forlader rektor sin post, man bestyrelsesformanden bliver i første omgang siddende, og han forsvarer institutionen i en række medier. Siden tiltræder en ny bestyrelsesformand. Min analyse har til formål at afdække hvordan både de to bestyrelsesformænd og kronprinseparret agerer kontraproduktivt i forhold til troværdighed.
Den retoriske fejtagelse er helt overordnet at skolen vælger at signalere handlekraft frem for ydmyghed. For kronprinseparret er det omvendt: Man prøver at signalere ydmyghed frem for handlekraft. Begge dele mislykkes, og jeg vil give et bud på hvorfor.
Jeg starter med hvad jeg forstår ved etos. Aristoteles’ berømte tre appelformer, etos, logos og patos, har mange hørt om. De sætter fokus på henholdsvis afsender, sag og modtager. Det er lidt mindre kendt at etos, som groft sagt er troværdighed, har større vægt end de to andre. Hvis man som afsender ikke “forstår” sin egen troværdighed eller mangel på samme, kan kommunikationen gå galt.
Lad os se på tre af afsenderne: den tidligere bestyrelsesformand, kronprinseparret og den nye bestyrelsesformand. Som jeg ser det, har de på hver deres måde det problem at balancen mellem handlekraft og ydmyghed ikke passer til deres respektive niveauer af troværdighed.
Etos kan ifølge Aristoteles bedømmes ud fra især tre kvaliteter ved afsenderen: 1) klogskab (grad af kompetence); 2) dyd (værdier) og 3) velvilje (hvor nem man er at holde af). Scorer man lavt på blot én af de tre, er troværdigheden lav. Det kan ske for enhver og behøver kommunikationsmæssigt ikke være verdens ende. Men når det sker, skal budskaber og roller afstemmes så det ikke bliver værre end nødvendigt.
Den tidligere bestyrelsesformand havde fra start en meget lav etos. Kronprinseparret havde omvendt en meget høj etos. Den nye formand startede med hverken-eller, men bløder retorisk fra dag ét. Lad os se på dem én for én.
Først den afgående formand. Da TV2’s dokumentar blev vist, valgte han at signalere handlekraft. Det kunne have været fint i andre cases, men ikke her. Hans troværdighed var lav på alle tre parametre, men især på kompetence. Alene fordi sagen var der, og fordi den angiveligt havde været der længe. Men hvad indebærer det, hvordan bør han rådgives i forhold til sin kommunikation?
Det indebærer at det så ikke er tilrådeligt at demonstrere handlekraft. Man skal faktisk gøre det modsatte. Vise ydmyghed, vise eftertænksomhed, vise at man formår og ønsker at se tilbage og indad, tage ved lære. Lægge sig ned. Min analyse er at skaden skete og blev forværret under jagten på det forkerte image: “den handlekraftige leder”.
For kronprinseparret var det stik modsat. Parret kom ind i sagen med en tårnhøj etos. De ses som kompetente og med gode værdier, og de er nemme at holde af. Sagen her viser imidlertid hvor nemt en så dyrebar skat kan sættes over styr. For når man scorer så højt på troværdighed, kan handlekraft og mod være det rigtige i svære dilemmaer. Så kan det være farligt at nøle. Og især hvis der ligger en rygende pistol foran én. Parrets insisteren på at ville vente til alt var “belyst”, lød ikke helt oprigtig. Den blev udlagt som mistro til ofrene. Kronprinsen toppede det ved at gentage hvad andre forældre også har sagt: “De fleste børn har det jo dejligt på skolen”. I flere medier blev det udlagt som en ufølsom replik. Dermed opstår der tvivl om parrets værdier, og deres etos har lidt skade.
Den tredje afsender jeg ser på, er den nye bestyrelsesformand. Han har et etos-problem at løse fra dag ét, og det handler især om kompetence, men også om værdier. Publikum vil spørge: Hvor har han tidligere vist at han har de evner der er brug for her? Har han forstand på pædagogik? På trivsel? På børn og unge? På mobning? I pressen forsøger man sig med en historie om at han er vokset op i et grundvigiansk hjem. Det fremstår tyndt og bliver derved lidt komisk og søgt. I sine allerførste udtalelser får han sagt at de problemer man skal tage livtag med, er isolerede og ikke typiske. At de “talmæssigt” er “marginale”. Dermed kommer han til at lyde som om der intet nyt er under solen. Hans etos er af den grund gået i bund før han overhovedet får sat sig i formandsstolen. Som sin forgænger forsøger han at lyde handlekraftig, men han kommer til at lyde som det modsatte: en marionet eller stand-in for den tidligere ledelse. Den dårlige etos bliver en motor der holder sig selv i gang.
Selve valget af ham er retorisk set også forbløffende. Bestyrelser i andre danske virksomheder er begyndt at rekruttere andre køn, aldersgrupper, hudfarver og baggrunde end de traditionelle. Det kunne man også have forsøgt sig med her. Ved ikke at gøre det mister man en hel posefuld tiltrængte points.
Min konklusion er at når man står i så store problemer med sin kommunikation som det er tilfældet med Herlufsholm, skal man kaste et sagligt blik på sin troværdighed. Er etos lav, skal man vise ydmyghed frem for handlekraft. Er etos høj, kan det være den rigtige beslutning at vise handlekraft.
Lad mig slutte af med at udtrykke et håb om at jeg ikke støder nogen med denne artikel. Den er IKKE er et partsindlæg eller udtryk for nogen holdning da jeg ikke har lod og del i sagen. Mit formål med artiklen er alene den retoriske kommentar.
Denne artikel er publiceret den 30. juni 2022.